Kogeanbefaling ophører

Nu kan man igen bruge vandet som normalt, da kogeanbefalingen ophører.

Vi har i dag fået svar på de sidste prøver, vi skulle bruge for at kogeanbefalingen kan ophøre. Vandet i ledningsnettet er ikke længere forurenet. Dette har vi fået bekræftet af flere forskellige prøver, der er udtaget strategisk forskellige steder i ledningsnettets yderområder. I samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed, kan vi derfor ophæve kogeanbefalingen.

Har man ikke gjort brug af nogle sin husstands vandinstallationer de seneste dage, kan der stadig være forurenet vand heri. Vi anbefaler derfor, at man lader vandet løbe nogle minutter.

Hvad skal der ske på vandværket nu?

Nødforsyningen fra nabovandværk fortsætter et stykke tid endnu, indtil forureningskilden er blevet klarlagt. I øjeblikket er mistanken, at der er kommet plantemateriale ind i vandværkets iltlingstårn gennem ventilationsåbninger.

Når forureningskilden er klarlagt og udbedret, skal vandværkets filtre og rentvandstanke rengøres, herefter vil der blive taget nye prøver af vandværkets eget vand. Først når disse vandprøver kommer rene tilbage, kan nødforsyningen ophøre og vi kan sende vandværkets eget vand ud i ledningsnettet igen. Vi ved endnu ikke, hvor lang tid denne proces vil tage.


    Top